Slægtsfortællinger

Da fejden om Vindeby blev blodig alvor

Målt med historiens store lineal skal vi kun nogle få streger tilbage i tiden og egnen omkring Vindeby får liv og glød som aldrig før og siden. Fra at blive betegnet som udkantsområde i dag, var Nordvestlolland for blot 600 år siden stadig et omdrejningspunkt i det centrum, hvorom kampen om magt og land i Østersøområdet skiftevis svingede mod nord eller syd.

Af Brian Haure

To stormænds kamp om at udtørre den frugtbare jord, som Odins Vig (Onsevig) endnu i 13-1400 tallet overskyllede langt op i det fjord-delta, som i dag afvandes af Marrebæksrenden, har æren for at jeg kan føre min slægt så langt tilbage som til den danske udgave af landnamstiden. Det vil sige den tid omkring og lige efter vikingetiden, hvor jorden ifølge ældgammel skik tilhørte den, der opdyrkede den.

En skik, der i dag, hvor der ikke er mere jord at opdyrke, forekommer som en meget enkel og tillokkende genvej til det store hartkorn. Men for den tids fremmeste agerdyrkere, var det en hård og livslang kamp mod den sumpede undergrund og tilbagevendende alvorlige oversvømmelser fra det altid nærværende Smålandsfarvand. Den værste trussel var måske sliddet med at grave de dybe afvandingsgrøfter, som undergrunden endnu bærer præg af.

    
Vindeby Kirke i dag                     Våbenhuset                           Hansetor i Lübeck

Ikke underligt, at den tids krydsninger af fremtidens landmænd og fortidens vikingekrigere tit og ofte lod drænspaderne passe sig selv og satte sejl ud gennem Onsevig, ned gennem Langelandsbæltet og ud i Østersøen. Den stærke hansestad, Lybæk i Holsten, var ofte målet. Datidens efterfølgere for det klassiske vikingeskib, de bredmavede kogger, kunne i magsvejr rumme, hvad der svarer til et lastvognstræk i dag. Godt ude i søen forbi Albuen blev biddet på hestene og grimerne på studene løsnet så de frie vrinsk og brøl kunne markere, at fribytterne endnu engang havde snydt kongens håndgange mænd og byportens vogtere for told og omsætning. Klingende uforfalskede ”sølv-lybske” mønter, talte et sprog, alle forstod i en tid, hvor det var mere reglen end undtagelsen, at dansk møntfod blev lyn-devalueret eller bestod af det billigste metal. Kongemagten var endnu mere skrøbelig end etableret.

Vindeby er formentlig ”vendernes by” og de stadige krige med erobrerne fra syd, er der mange vidnesbyrd om. Ved udgravningerne omkring Fribrødre Å, ved Stubbekøbing på Falster, er der fundet de hidtil stærkeste beviser på hvor hårde kampene var, hvor dygtige krigere og sejlere klan-høvdingene var, og hvor blandet befolkningen reelt var for 600 til 1000 år siden. Den tids integration af tilflyttere af anden etnisk oprindelse foregik nok med sværdet, men lige så ofte fuldbyrdedes alliancer, og nye stærke klaner opstod ved fuldbyrdet blodsblanding på brudelejet.

Om det er ved sværdet eller bryllupsbægeret, at Vindeby er blevet omdrejningspunktet i en ny tilværelse for vender fra Wendland i nutidens Nordtyskland, finder vi nok aldrig helt ud af. Og dog. Når den nuværende museumsdirektør for Moesgaard Museum ved Århus, Jan Skamby Madsen, der forestod de omfattende udgravninger ved Fribrødre Å, nu, efter mere end 20 års granskning, tør sætte navn på den venderfyrste, der angreb danerne op gennem datidens åløb ved Stubbekøbing, så er det ikke umuligt, at vi en dag kan sætte oprindelsesetiket på de vender, der faldt for Vindeby.

Hvorfor så lige slå sig ned her ? – Det ved vi ikke. Men vi har lov at gætte. Jordbunden er god, Vindeby ligger nogenlunde sikkert på Nordlolland, så der er tid til at forberede sig på angreb sydfra. Vindeby ligger også sådan, at datidens ræve havde to udgange – dengang flygtede man helst over vandet. Mod nordvest gennem den dengang brede Onsevig, mod syd gennem Nakskov Fjord – Halsted Å systemet, der dengang med lethed kunne besejles til Halsted Kloster, måske helt op til Vesterborg Sø.

Meget tyder dog på, at den livsvigtige handel sydover var den vigtigste grund til at vælge Vindeby. Datidens klerikale magtfaktor, klosteret i Halsted, havde meget lidt lyst til at enhver skibspassage var kendt i Nakskov. Onsevig var simpelthen Halsted Kloster`s udskibningssted før reformationen, men det var også en logisk smut- og smuglervej inden begrebet blev opfundet. Stednavnet Munkevej vidner om en mulig forbindelse, men det oprindelige vejforløb taber sig i myternes tåge og gamle beretninger om spøgende i munkekutter.

Helt sikkert er det derimod, at den lavvandede og mudrede Onsevig med grunde og småøer, var en umulig labyrint, når tågen lå tæt over landskabet. Men et fund for de stedkendte, når de ville lege kispus med kongens foged. Og det gjorde de. Efterhånden som vandet veg for sommergræs, var der tale om en ikke ubetydelig studeeksport til Lybæk og Hamborg. På den høje jord groede maltbyggen dengang som nu. Ved Danehoffet fik bægersvingerne ikke megen glæde af lollikkernes nye eksport – men i de holstenske ølkældre steg omsætningen. Begrebet smugleri havde dengang en klang af heltedåd – vi skal lige erindre, at kaperkaptajnerne så sent som i 1820'erne lå på lur bag Vensholm og ved Onsevig. De tog, hvad de kunne borde. Udstyret med kongens sejl på kaperbrevet. Moral og etik er, hvad tiden lægger i begreberne.

Men tilbage i de mudrede grøfter omkring Vindeby blev det også mere og mere klart, hvordan et nyt Danmark med forholdsvis veldefinerede grænser tegnede sig. Om ikke før, så efter at Valdemar Sejr samlede landet. For Lollands vedkommende var Valdemars egentlige sejr, at venderne var et folkeslag med fremtiden bag sig. De, der blev hængende, var snart fordanskede. Itser, bitser og litzer som i Kuditse, Billitse og Corselitze har de efterladt sig. Også det forsvundne Kobelitse nord for Tårs i Sandby Sogn er vendisk.

Omkring år 1350-1400 var den store kirkebygningstid forbi. Vindeby havde også fået sin kirke, om end i en noget anden udgave end i dag. Stormænd, fribyttere og søens frie folk havde stadig en stor rolle at spille, sværdet sad stadig løst i skeden og samfundet var en løs størrelse. Men det var også tiden, hvor det blev mere og mere interessant at dyrke jorden og slå sig på heste- og kvægavl. Udviklingen af de store nordtyske bysamfund betød, at der kom mere og mere solidt sølv med hjem for hver last lollikkerne sejlede ind gennem det lange og skærmende fjordløb til bryggen i Lybæk Havn.

Dermed er scenen sat for det egentlige drama omkring Vindeby Kirke, der begynder et par årtier efter år 1400. Et drama, der i århundreder har været fortiet, ja benægtet, blandt mine forfædre. Det er ikke så meget oprulningen af selve begivenheden, og omstændighederne, der har medført, at jeg har brugt en del tid i de seneste 10-15 år på at grave i fortiden. Nej, det der har taget meget af tiden, er at nå en erkendelse af, at uanset hvor mange datoer, hvor mange skriftlige kilder og hvor mange interessante personer, der dukker frem af de lollandske tåger, så vil jeg aldrig kunne nå helt til bunds.

Dertil er der for mange usikre kilder, for mange kirkebøger der er brændt, for mange myter, og for mange højt betroede skrivermunke, der ikke har efterkommet pavelige og biskoppelige befalinger. Der er også for mange ruller pergament, der aldrig er nået frem gennem datidens europæiske virvar af krige og intriger.

Derfor er min første bog, der tager udgangspunkt i forløbet omkring år 1420 i Vindeby-Skredtorpe, også skrevet som det, vi i dag kalder en dramadokumentarisk beretning. I bogen forsøger jeg at ”kravle ind i hovedet og kroppen” på mine fjerne forfædre for at afdække deres livsbetingelser, motiver og drivkraft.

En drivkraft, der for min tip-tip--------oldefar var så stærk og utæmmelig, at han måske nok lod sværdet blive i våbenhuset, men han brugte det ikke desto mindre på hellig grund. Den ”så rigtige som den nu kan blive” beretning om kirkemordet i Vindeby kan begynde.

Brian J. Haure | DK - 8270 Højbjerg  | Tlf.: 2884 5094 | brianhaure@hotmail.com